23948sdkhjf

Kongen af "Pizza topping" fylder rund

Stifteren af osteproduktionen "pizza topping" og handelsselskabet DKI Group fylder 70 år. Og efter 24 år ved roret, er han nu parat til snart at give helt slip.
Søndag den 14. april kunne Ole Nielsen fejre sin 70 års fødselsdag. Han er stifter af DKI Group, der i dag fremstår som et konglomerat med milliardomsætning og med hovedvægt på alskens dagligvarer. Virksomheden, som har base i Stilling, blev grundlagt for 24 år siden, og stifter Ole Nielsen har altid haft købmandsskab i blodet.

Succesfuld osteproduktion
Med en handelseksamen i bagagen arbejdede han først med eksport, indtil han som 27-årig etablerede sin egen produktionsvirksomhed, Domo Kemi, som 19 år senere blev solgt. På dette tidspunkt var Ole Nielsen gået i gang med mejeriproduktion af bl.a. ”pizza topping” og den osteproduktion har han holdt fast i siden.

Senere i 1989 etablerede han handelsfirmaet DK International, som i første omgang tog sig af agenturer inden for toiletpapir og sorte affaldssække, men i løbet af de næste 10 år voksede virksomheden stærkt med nye agenturer inden for hygiejnebind, bleer, juice, lys og servietter, som i stor målestok blev solgt som private labels til dagligvarekæderne.

- Salget har altid interesseret mig. Gennem salgsarbejdet får man mange gode forbindelser og oplevelser, og det er da dejligt at se, når det lykkes for kunden og for os selv, fortæller Ole Nielsen om sin passion.

I 2005 blev det nye domicil i Stilling taget i brug og osteproduktionen flyttede naturligvis med. I dag består DKI Group af syv selskaber, hvoraf området med papir, husholdningsprodukter, dyrefoder, brændsel og optænding er det største efterfulgt af mejeriprodukter og drikkevarer.

Generationsskifte på plads
Virksomheden er for længst blevet generationsskiftet til stifterens to døtre Pia og Maibritt og deres ægtefæller Torben Hein og Claus Astrup, som begge er med i samtlige bestyrelser og arbejder aktivt i firmaet.
Ledelsesmæssigt er DKI Group opdelt i to områder: Kim Mouritzen er koncerndirektør for nonfood, Sten Busk er koncerndirektør for food.

- Det har altid været afgørende for mig at finde de ”rigtige” folk til opgaverne, ellers var koncernen aldrig blevet opbygget til det, den er i dag. Man er nødt til at fokusere 100 procent på opgaverne. Man skal gå helhjertet ind i tingene, påpeger Ole Nielsen.

Gennem de sidste år har Ole Nielsen trin for trin trukket sig tilbage fra den daglige ledelse og satser fremover på – som arbejdende bestyrelsesformand – at have en arbejdsdag om ugen på kontoret i Stilling. Privat bor han i Hou sammen med sin kone Bente. Og den ekstra fritid, han nu kan se frem til, vil han bruge sammen med familien, rejser, golf og sin motorbåd.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066